”En smule stilhed før stormen” er en vaskeægte moderne klassiker, der tager teatret i kraven og giver det en ordentlig én over nakken – både som kunstart og branche.

Tre selvoptagede stjerneskuespillere fra hver sin generation sidder på en scene, hvor de skal diskutere teater, kunst og virkelighed foran et livepublikum. Mens de venter på, at publikum skal ankomme, går diskussionen imidlertid allerede i gang og udvikler sig snart til et nådesløst opgør imellem de tre engagerede og kompromisløse mænd.

Med sin blanding af spiddende kritik, knivskarp satire og absurd situationskomik er ”En smule stilhed før stormen” en vaskeægte moderne klassiker, der tager teatret i kraven og giver det en ordentlig én over nakken – både som kunstart og branche. Poul Hüttel tager sig af rollen som agtværdig nestor, den kamplystne midtermand spilles af Thomas Mørk, mens Mads Wille, træder i karakter som oprørsk benjamin. Dansk teaters klassikerekspert, Christoffer Berdal, har instrueret, og Nina Flagstad har skabt scenografien til dette stykke, som er skrevet af en af Tysklands mest interessante nulevende dramatikere.

Medvirkende: Poul Hüttel, Thomas Mørk, Mads Wille
Instruktion: Christoffer Berdal
Scenografi: Nina Flagstad 



Pressen skrev:

4 af 6 stjerner 

Skal den fjerde væg rives ned, deltagerne, de tidligere tilskuere, bombarderes med politiske diskussioner, virkelighed og videoteknik? Det synes den yngste af de tre skuespillere, som er inviteret ind for at deltage i en debat om at spille Hitler, men som indtil videre er overladt til sig selv og den tomme scene, som måske i virkeligheden aldrig er tom, men kræver stillingtagen. Eller skal scenekunsten tværtimod søge ind mod sig selv, stole på sine egen tilstrækkelighed som kunst for kunstens skyld: »Jeg behøver ikke publikum,« hvæser Paul Hüttels distingverede. herligt givne, gamle teaterkrukke. Godt bakket op af Thomas Mørk, morsom som den ironiske mand i midten, og af Mads Wille som brushovedet, som snart får talt sig op i Christoffer Berdals omhyggelige instruktion. En debat for feinschmeckere, men stimulerende for alle med interesse for det teater, som elsker at stirre selvforelsket på sig selv i spejlet. Her slår det bare flere skønne sprækker end vanligt. Og så er det først og fremmest morsomt.
Af Jakob Steen Olsen, berlingske.dk


Er teatret blevet for gammeldags, eller kan det noget, som giver det særlig værdi i forhold til den moderne mediestrøm?

”En smule stilhed før stormen” er Danmarkspremiere på et stykke nyt tysk dramatik af den unge dramatiker Theresia Walser, der sætter spørgsmålstegn ved selve teatrets væsen og levedygtighed i den moderne mediestrøm.
I forestillingen spiller Mads Wille, Thomas Mørk og Paul Hüttel tre stjerneskuespillere, der er blevet sat på en scene for at diskutere teater, kunst og virkelighed. Altså en iscenesættelse af en iscenesat debat. 
Af journalist M. Elisabeth Sørensen



Tre skuespillere fra hver sin generation skal debatterer om teatret og dets rolle i et moderne samfund foran et live publikum. Men allerede inden publikum indfinder sig, er diskussionen allerede i gang, og det er den, der er fokus i En smule stilhed før stormen.

En Beckett’sks form
En smule stilhed før stormen er i sin opbygning inspireret af Samuel Becketts absurde univers. Dramaturgien er cirkulær, og ligesom vi i Venter på Godot konstant bliver ført rundt i ring og tilbage til udgangspunktet af ordene, så er gentagelsen og fornemmelsen af at gå i ring et centralt element i En smulestilhed for stormen. Og lige som hos Beckett kan pointen være svær at få øje på. Her ser jeg dog en stor forskel, hos Beckett er manglen på en pointe selve pointen. Det er det, der gør forestillingen absurd. Walsers stykke er ikke absurd, det har noget på hjerte, det vil diskuterer teatrets rolle i samfundet i dag. En diskussion der for øvrigt virker meget lidt interessant, for folk der ikke er skuespillere, instruktører eller lignede. Sammensmeltningen af den absurde form og et idealistisk ønske om at skabe debat, giver et resultat hvor ord og atter ord flyder ud over publikum, uden at man af den grund føler sig mere oplyst end før. Stykket sætter spørgsmålstegn ved nogle fjollede tendenser og åndssvage gamle traditioner, men uden selv at byde på noget rigtig nyt og anderledes. Derfor bliver det hele også langtrukkent og små kedeligt og uden større relevans, for folk der ikke er i teaterbranchen.

Præcise præstationer
Når forestillingen alligevel skal have to stjerner, er det grundet de særdeles flotte skuespilpræstationer. Poul Hüttel, Thomas Mørk og Mads Wille fylder rollerne ud. Der er præcision i hver bevægelse, og en tone i hvert ord, som alligevel fanger tilskueren. Poul Hüttel kan gennem en håndbevægelse fortælle historier og male billeder på tilskuerens nethinde, men også Mads Wille gør lykke, især i samspil med et sofa bord, der er i stykker. Med en nærmest ydmyg tilbageholdenhed sætter han sig selv i spil i forhold til de to andre. Det er skønt at følge hans udvikling gennem forestillingen. Thomas Mørk er som slesk skuespiller frydefuldt ubehagelig og klynkende. Desværre er det, som om hans figur ikke rigtig har på hjertet i forhold til diskussionen om teatrets rolle. Det kunne ellers have været interessant og få lidt flere perspektiver på.
De tres indbyrdes forhold veksler og ændres gennem forestillingen, og det er efter mit skøn det mest interessante i forestillingen, eftersom den absurde form aldrig bliver rigtig absurd og diskussionen aldrig rigtig kommer i gang. Det er næsten bare ærgerligt at spilde så skarpe skuespiller præstationer på så tynd en kop meta-te.
Af Tania Rangstrup-Christensen, I Byen.dk