Det er en aprildag i 1930. ’Manden med Leen’ går rundt i gården Jenle’s have for at høste Jeppe Aakjærs sjæl. Digteren kommer syngende ind på Jeg bærer med smil min byrde, nikker til den fremmede og spørger, hvad han kan hjælpe med. Døden peger på sit redskab og Aakær siger: ”Nå, for fanden”. Døden nikker bare…
Inden leen kommer i brug, får Aakjær dog gennemtrumfet, at han må lade sit liv passere revy – og det gør han grundigt: Han synger og fortæller sin egen og dermed også tidens historie: Barn af et bonde-Danmark med fattigdom, hårdt fysisk arbejde, en smule kærlighed, tæsk, rotter og manglende lægehjælp. Hvordan han som hyrdedreng lærte at elske naturen og i sit sidste skoleår fik en lærer, der åbnede hans øjne for litteraturen. Højskoleophold, fængselsophold, studier i København og et mislykket ægteskab.
Han synger stolt og vemodsfuldt nogle af Rugens Sange for sidste gang, fortæller om sin digtning og om agitationen mod tyendets forfærdelige vilkår – og mindes de mange gode timer på Jenle med sit livs Nanna. Men Døden begynder at blive utålmodig…
Forestillingen sammensættes hovedsageligt af Jeppe Aakjærs fortællinger, selvbiografi og ikke mindst hans fantastiske sange. Og døden, hvem er han? Jo, her spiller han ikke skak, som hos Bergman – her spiller han guitar.
