“Hvor er det dejligt at være udenfor tid og sted. Og bare være som sten og træer. Og skyer og græs og jord. En tid som ingen ved grænser for. Et sted som ingen ved hvor.”
Gravsten på Karise Kirkegård
Du inviteres på en times vandring ind i en undersøgelse af, hvordan vi siger farvel.
FARVEL er en hybrid af lydvandring og performance, som er tilpasset din lokale kirkegård. Du får udleveret hovedtelefoner, og bliver guidet gennem kirkegårdens område af performerne. Lyden i dine ører er en blanding af faginterviews, personlige fortællinger og kompositioner af reallyde fra kirkegårdens rum. Undervejs er der performative og interaktive nedslag.
I denne parallelle kirkegårds-virkelighed bevæger gruppen sig langsomt afsted gennem kirkegården, gennem livet, på vej til deres egen begravelse.
FARVEL er en livsbekræftende bearbejdning af den svære kendsgerning, at livet har en slutning.