Annas verden

Det Flydende Teater

Kvinde, kunst og kærlighed

Endelig forår. Lyset vender tilbage. Det lys som alle i Skagen er afhængige af, og som får kunstnere til at valfarte til fiskerlejet. Hjemme hos Anna Ancher betyder lyset, at hun og ægtemanden Michael kan male igen, og at huset snart vil summe af liv.

Anna står foran sit gennembrud på den københavnske kunstscene.

Privat og arbejdsmæssigt er hendes og Michaels forhold idyllisk. De er ligeværdige, fascinerede af hinanden og i takt med, at Annas åbenlyse talent for at male har foldet sig ud, er deres forhold kun blevet styrket.

Men det er ikke let at forene den klassiske moder- og hustrurolle med et liv som bohemekunstner. Særligt omverdenen har svært ved at forstå hendes valg og ikke mindst fravalg i bestræbelserne på at lykkes som kvindelig kunstner. På den måde peger kvinde- og kunstnerportrættet af Anna Ancher på ét af vor tids store køns- og identitetsspørgsmål:

Kan man både have børn og karriere, eller må man vælge – og hvad er konsekvenserne?

Beretningen om Anna Ancher er fortællingen om en ny type kvinde, en ny retning i malerkunsten og historien om samlingspunktet for kunstnerkolonien i Skagen – ét af de mest produktive og succesfulde kunstneriske fællesskaber i Danmark.

DET FLYDENDE TEATER gør malerkunsten levende i iscenesættelsen af historien om Skagensmaler Anna Ancher.

Den eneste Skagensmaler, som faktisk kom fra Skagen. Og en af de få kvinder, der trodsede tradition og forventning, og hengav sig til malerkunsten i stedet for at hellige sig de huslige pligter.

ANNAS VERDEN peger således på et af vor tids store køns- og identitetsspørgsmål: Kan man både have børn og karriere eller må man vælge – og hvad er konsekvenserne?


Gå corona-sikkert i teatret 

Det skal være trygt at gå i teatret, og Helsingør Teater følger myndighedernes påbud og anbefalinger i tæt samarbejde med spillestederne og deres personale, og tager følgende forholdsregler:

  • Før hver forestilling gøres salen grundigt ren og desinficeres og der er rigeligt med håndsprit.  
  • Der indføres afstandspladser og er et reduceret antal pladser i salene, så forestillingen kan nydes med sikker afstand mellem publikum. Afstandspladserne genereres automatisk af billetsystemet. 
  • Ved sale med unummererede pladser, skal der være én plads imellem grupper af publikummer. Vores personale hjælper med at sikre dette. 
  • Dørene åbnes 15-20 min. før forestillingens start. Vi har særlig fokus på styring af publikumsstrømme og tilstræber at undgå kø ved indgange. 
  • Der vil ikke være åbne foyer-områder før forestillingerne eller i pauser. 

Forebyg smitte – så vi kan komme tilbage til det, vi kender 

Vi håber, at alle hjælper med at begrænse smittespredningen ved at overholde disse enkle regler: 

  • Sprit hænder ved indgangene, hvor vi stiller håndsprit til rådighed 
  • Hold afstand 
  • Vi anbefaler brug af mundbind, særligt når du går ind og ud af salen 
  • Føler du dig syg, skal du ikke gå i teatret. 

Gode råd til en tryg teateroplevelse

Dørene åbner 20 minutter før forestillingen på Kulturværftet Store scene, og 15 minutter før forestillingen på Kulturværftet Lille scene samt øvrige spillesteder.
NB: Der er IKKE foyer med ophold for publikum hverken på Kulturværftet eller øvrige spillesteder.

Inden du ankommer til teatret, bedes du tjekke din billet og se, hvilket spillested og hvilken sal, forestillingen vises i. Det samme gælder din række og plads. Hvis du kan se, at din plads er ude i siden af rækken, så vent venligst til de midterste sæder er besatte. Det hele står på din billet.

- Bliv siddende under hele forestillingen.
- Undgå at vende dig om mod dem, der sidder bag dig.
- Vend hovedet væk fra andre, hvis I skal passere tæt forbi hinanden.
- Vi anbefaler mundbind, når du går ind og ud af salen

Der er ikke foyer på hverken Kulturværftet eller øvrige spillesteder, der har plads nok til ophold.
Helsingør Teater afventer foreløbigt Kulturværftets Spisehus ang. muligheder for på forhånd at bestille drikkevarer og snacks i en to-go pose, der kan afhentes inden man går ind i salen.
Vi anbefaler at man bliver på sin plads i pausen. Har man brug for at strække benene vil der blive åbnet for dørene fra Kulturværftets Store scene direkte ud til Værftspladsen. Der er naturligvis åbent til toiletterne i kælderen, med adgang via foyeren. Vær opmærksom på hvornår pausen slutter, da det ikke er muligt at gå til sin plads, når først forestillingen spiller. Vores personale vil så vidt muligt gøre jer opmærksomme på, hvornår forestillingen starter igen.

Vis hensyn og tag dig god tid til at forlade spillestedet. Ikke alle går lige hurtigt. Hold afstand og brug tiden til at tage mundbind på, spritte af og summe over din teateroplevelse. Helsingør Teater guider publikum ud af salen igen.