’MIN FAR KAN FLYVE’ er Nina Kareis´ personlige fortælling, der undersøger, hvordan det er for et barn at omfavne og stole på en forælder, der har et sind, der nogle gange er ubærligt tungt og andre gange er uendeligt højt oppe at flyve.
Forestillingen går ind i et barns oplevelse af en voksens maniske perioder og det vi kalder vanvid. Med sin humoristiske – og nogle gange galgenhumoristiske facon – er det også en kærlighedserklæring fra et barn til en forælder og en hyldest til en opvækst med en far, der nogle gange havde superkræfter. ”MIN FAR KAN FLYVE” berører også de fordomme, tabuer og hemmeligheder, der er i mange familier, hvor der er mennesker med psykiske lidelser.
Det er en forestilling til alle, der har mødt mennesker med skæve sind, som udfordrer deres omgivelser på godt og ondt. Forestillingen tager sit tema dybt alvorligt men insisterer alligevel på at være legende let og opløftende.
Det hele er fortalt i en absurdistisk, magisk-realistisk fortællestil. En billedrig og sanselig lydoplevelse, der er vild og rystende men også smuk og rørende. Musik og lyddesign er nykomponeret og bliver indvævet i stykket, hvilket skaber uventede lag i oplevelsen og komplementerer det billedsprog, der skabes på scenen.
Det er helt og holdent en subjektiv fortælling baseret på personlige barndoms erindringer, der helt sikkert er upålidelige og fyldt med falske konklusioner.
”‘Min Far kan Flyve’ er min personlige historie.
Tonen er nogle gange rå og humoristisk, sjov og poetisk, men aldrig selvmedlidende eller dømmende. Jeg vil med vilje ikke selv optræde på scenen og fortælle min historie som skuespiller, men ønsker at benytte mig af objekt-animationsteater, masker og virkemidler, der nogen gange kan virke næsten barnligt naive. Jeg håber at skabe et rum, der er åbent for tilskuerens individuelle reaktioner og fortolkninger – især fordi forestillingens indhold er så personligt og sensitivt.” udtaler instruktør Nina Kareis.
Min far kan flyve er en fortsættelse af Livingstones Kabinets anmelderroste forestilling ”Canada”.
Denne opsætning indeholder scener med skildringer af selvmordstanker, som kan virke ubehagelige for nogle publikummer.