Køb billet

Restaurant Europa

Akut360

Scenen er sat mellem krystalkarafler, stivede damaskduge og et farverigt klientel af forretningsfolk og dekadente bohemer. Lige så broget er etablissementets personale med en alkoholiseret kok, bramfri barchef, halvdøv huspianist samt ikke mindst vores hovedperson: den aldrende tjener, der med pedantisk akkuratesse holder de stolte traditioner i hævd.

Men så en dag gør nye kunder deres entré og vender op og ned på den etablerede orden. Bestiller sære svampe, drikker espresso af tekopper og får stamgæsterne til at kaste udsøgt salami på de kostbare Jugend-spejle. Kort sagt: Kursen mod katastrofen er sat!

RESTAURANT EUROPA er en hudflettende satire over et kontinent med værdier i skred. Et signalement af en kultur, der bryster sig af fordums storhed, men reelt er ved at krakelere bag en sminket facade. Alt sammen balstyrisk bragt til live af den vildfarne tjener, der desperat kæmper mod den tiltagende opløsning og drømmer om sjældne kålsorter og go’e gamle dage …

RESTAURANT EUROPA er en dramatisering af ”The Hills” (2017); en roman af den fremtrædende norske forfatter Matias Faldbakken, som i 2020 blev indstillet til Nordisk Råds litteraturpris.

Køb billet