Vil I med ud på to hudløst ærlige og morsomme livsrejser? To bedste venner har – meget pludseligt – rundet de 40. Og det er de tilsyneladende helt afklarede med, for karriererne kører på skinner, familierne er harmoniske, og alt er yderst velegnet til den perfekte statusopdatering. Men indeni føler de sig begge som Småt Brændbart – en rodekasse fyldt med ting, der ikke passer ind nogen steder. For de har begge to altid fulgt deres livsdrømme, og derfor er der allerede nu sat flueben på hele listen. Men hvad skal man egentlig på den anden side af en målstreg?
I Småt Brændbart gennemlever de begge livet fra start til midt. Fra de allerførste barndomsminder, hvor de første målstreger blev tegnet – med kridt i skolegården – til teenageårene, hvor livslysten kunne måles på richterskalaen, og frem til nu – midten – hvor alle drømmene er opfyldt, og hvor hver ny erobring virker som en sløv gentagelse af noget, der engang var så sprudlende og meningsfyldt.
Undervejs i forestillingen hjælper Vicki Berlin og Rasmus Krogsgaard hinanden med at rydde op i de indre rodekasser. Og I kommer med på en både mega-morsom og virkelig livsbekræftende rejse.
Forestillingen er fyldt med nyskrevne sange, der finder både komikken og alvoren frem i emner som dobbeltmoral, ytringsfrihed, religion, racisme, familieproblemer, veganisme, Ikea og ikke mindst farjokes!