Køb billet

Slapstick + October

Mute Comp. Physical Theatre

DOBBELT-FORESTILLING: En aften med to fysiske forestillinger, der hver især udforsker to store komikere: Buster Keaton & Charlie Chaplin

SLAPSTICK 

En ordløs, fysisk komedie som følger slapstick-performeren, Kasper Ravnhøj, i et forsøg på at lave verdens bedste slapsticknummer.  

Det er historien om det lille menneskes ukuelige kamp mod altid overvældende odds. Kampen for at holde hovedet højt, mens man falder på halen. En tidløs hyldest til Buster Keaton og slapstick-genren for alle aldre. 

Publikum bliver vidner til performerens slidsomme arbejde, der resulterer i en vildtvoksende og eskalerende serie af stunts og gags, der breder sig ud over scenekanten og tager publikum med ind i den samlede oplevelse.  

Grundhistorien inden for slapstick-genren er altid den samme: det lille menneskes kamp mod større magter. Derfor er forestillingen urkomisk og eviggyldig med tydelige paralleller til det moderne livs udfordringer.  

Inspirationen kommer blandt andet fra den uforlignelige komiker Buster Keatons liv og virke, (1895-1966), hvis timing, humor og halsbrækkende vovemod er en stadig inspirationskilde for klovne, komikere og performere over hele verden. 


OCTOBER  

En fri fortolkning af den periode, hvor Charlie Chaplins gravrøvere stadig havde hans lig.  

Forestillingen er en hyldest til Chaplins univers og fysiske formsprog, der dykker ned både i komedie og tragedie for at udforske rodløshed, fattigdom, ulighed og ”udenforskab”.  

Forestillingen opererer som en eksistentiel metarefleksion over overlevelsens vilkår og forbinder historiske brudflader med demokratiets krise i Europa og truslen om en ny storkrig. 

Formmæssigt blander October slapstick, surrealisme, dans og psykologi i en ordløs, magisk-realistisk forestilling, der fusionerer Chaplins formsprog med Mute Comps’ rå, moderne stil.  

Researchen bag

Kasper Ravnhøj, kunstnerisk leder og koreograf for Mute Comp., har i mange år arbejdet med Chaplins fysiske sprog og skabt koreografi til tidligere værker, bl.a. Diktatoren af Nikolai Cederholm. Kasper blev nomineret til den islandske Griman pris for årets koreografi, ved opsætningen af Diktatoren på den Islandske National Scene.  

Køb billet