Hexetestamentet

RE:connect

Nyskabende performanceteater om en hekseproces i Helsingør.

Helsingør var i 1624-26 sæde for én af Danmarks største hekseprocesser. 8 kvinder stod anklaget for trolddom i en brutal og kaotisk hekseproces. De 8 kvinder endte med at blive brændt levende på bålet efter fangenskab, tortur og afhøring.

Hvad gjorde kvinderne så farlige at man brændte, udstødte, piskede dem? Og hvorfor brænder vi stadig en heks af til midsommer i Danmark?

Der findes ikke ét ord eller minde i det offentlige rum om de tusinder, der dømtes til døden på bålet for trolddom i Danmark.

Men mange af de bygninger i Helsingør, som de 8 dømte hekse frekventerede, sad fanget i eller blev udsat for tortur i, findes stadig.

Forestillingen Hexetestamentet tager os på en fysisk rejse igennem Helsingørs gamle bykerne og på en tidsrejse tilbage til disse 8 kvinders rystende virkelighed i 1600-tallet og helt frem til nutidens midsommerritual med en heks på bålet.

I forestillingen følger vi den udstødte og trolddomsdømte Citze Tersker i hendes rastløse færd rundt i Helsingørs renæssanceby i timen op til henrettelsen. Undervejs møder vi dansere, performere og operasangere, der alle er med til at føre os ind i Citzes tilstand. I en blanding af erindringsrester, følelses-eksplosioner og stigende paranoia opsøger hun steder for at finde ro og dæmpe angsten.

Men skæbnen indhenter hende – og os.  Snart står vi ved bålet med Citze og de 7 andre dømte. Heksene skal bindes på stiger. Bålet skal tændes.

Situationen tager en drejning og fører os ind i et fælles begravelsesritual for ikke bare de 8 hekse, men for alle de brændte hekse i Danmark.

Hexetestamentet giver os et nyt bud på et Sankt Hans ritual, der fejrer heksen – det utilpassede, det vilde, det underkuede og det magiske – i samfundet og i os selv.


Alle kan være med til at omskrive Helsingørs historie  – og skabe et nyt Sankt Hans ritual.

Hexetestamentet er en professionel teaterforestilling, der i stor stil involverer lokale kræfter. Helsingør Kammerkor, Helsingør Kvindekor og Helsingør Pigegarde er involveret, ligesom Helsingør Teater, Billedskolen i Toldkammeret og Kulturværftet. Ønsket er, sammen med borgere fra hele Helsingør og omegn, at sætte lys på en usynlig del af Danmarkshistorien og fortælle historien på ny,  fra ofrenes side.

Vil du også være med?

Til at skabe kostumer, rekvisitter, lyd og lys, spille en rolle, bygge scenografi, eller noget helt andet? Du behøver ikke at have nogen forkundskaber – alle kan være med. Så kom til

* INFOMØDE *

Mandag 27. marts kl. 17-18:30 og kl. 19-20:30

i Toldkammeret, Helsingør

Vælg tidspunktet der passer dig bedst, kom og mød kunstnerne bag projektet og hør om alle de spændende muligheder for at deltage i projektet både kunstnerisk og teknisk, i den udstrækning der passer dig.

Du kan downloade INVITATION TIL INFOMØDE hér – og del den endelig!